Gå til indhold

Ehvervelse af dansk statsborgerskab

Nedenfor finder du de generelle regler for dansk indfødsret og bevarelse af denne.

Dansk statsborgerskab

Det er den gældende lov på tidspunktet for barnets fødsel, der er afgørende for, om barnet har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen.

Ifølge gældende lovgivning, der trådte i kraft den 1. juli 2014, erhverves dansk statsborgerskab automatisk ved fødslen, hvis en af forældrene har dansk statsborgerskab uanset om barnet er født i Danmark eller udlandet og uanset om forældrene er gift eller ej.

Men for personer født uden for Danmark er den generelle regel, at den danske indfødsret fortabes ved det fyldte 22. år, medmindre du har ansøgt om bibeholdelse af dansk indfødsret.

Børn født udenfor ægteskab i perioden 10. oktober 1993 til 30. juni 2014, hvor moderen er udenlandsk og faderen dansk, kan erhverve dansk statsborgerskab ved naturalisation uden at opfylde de generelle krav. Du kan læse mere her.  

Hvordan søger jeg om bibeholdelse af dansk indfødsret / bevarelse af statsborgerskab?

Hvis du er dansk statsborger, født i udlandet, og du ikke har opholdt dig i Danmark i sammenlagt 1 år eller 3 sammenhængende måneder forud for det fyldte 22. år, er du nødt til at søge om bevarelse af dit danske statsborgerskab, hvis du ikke vil miste det.

Under alle omstændigheder er det en god idé at få dit statsborgerskab bekræftet, inden dit fyldte 22. år, hvis du er dansk og født i udlandet.

Ansøgningen skal være Indfødsretskontoret i hænde senest dagen før ansøgeren fylder 22. år.

Det bemærkes, at sagsbehandlingstiden i sager om bevis og bevarelse af dansk statsborgerskab er på 12 måneder regnet fra ansøgningens modtagelse i Udlændinge-og Integrationsministeriet . Derfor bør ansøgninger om bevarelse af dansk statsborgerskab indgives i god tid,

Hvor skal jeg indgive min ansøgning?

Du kan indsende din ansøgning direkte til:

Udlændinge-og Integrationsministeriet
Indfødsretskontoret
Slotsholmsgade 10
DK-1216 København K

Tlf. (0045) 61 98 40 00
Mail: [email protected]

Eller du kan indlevere den på en dansk repræsentation. Hvis man afleverer ansøgningsskemaet til en dansk repræsentation, skal der betales et gebyr til repræsentationen. Herudover må der påberegnes et timeforbrugsafhængigt gebyr for hjælp til sagsbehandling.